Ønsket graviditet

Til dig, der er gravid:
Når du har fundet ud af, at du er gravid, er det vigtigt, at du kontakter klinikken, enten ved at booke online eller ved at ringe for at få booket en tid til “opstart af svangrepapirer”.  Det er vigtigt at første kontakt til klinikken ligger, når du er i din graviditetsuge 7-10.

Når du møder til aftalen, skal du aflægge en urinprøve. Denne første undersøgelse varer ca. 30 min ved jordemoder Katrine Madsen.

Du kan allerede godt nu begynde at tage Folinsyre 400 mg dagligt, hvis du ikke allerede er i gang.

Kontrol i dit graviditets forløb efter den første undersøgelse:
Hos din praktiserende læge ligger der to kontrolbesøg, den ene i graviditets uge 25 og den anden i graviditetsuge 32. Du skal selv booke tiderne, enten ved at ringe eller booke online.
Forud for dine kontroller her i klinikken, skal du lave en urinprøve, som sættes til sygeplejersken/i skab ved uge 25 kontrollen. Ved din kontrol i uge 32, skal du selv stixe urinen for glukose (sukker) og protein (æggehvidestoffer) og dernæst fortælle lægen, hvad urin-stixen viste. Så kom i god tid, så du kan have resultatet klar til lægen/jordemoderen her.

Hvis du har symptomer på blærebetændelse: Hyppige små vandladninger, svie ved vandladning, ildelugtende urin, tiltagne plukkeveer, feber og almen utilpashed, skal du også lave en urinprøve. Denne urinprøve skal der dog bookes tid til hos en sygeplejerske. Så ring til klinikken om morgenen, eller så snart du mærker symptomer på blærebetændelse, og book tid til en midtstråle urin. Der hænger en vejledning til denne urinprøve på toilettet. Kom i god tid, så prøven står klar når sygeplejersken kalder dig ind.

Du tilbydes også jordemoder kontroller i dit graviditetsforløb. Hvis du ikke er indkaldt til en tid hos jordemoderen via e-boks, når du går i graviditetsuge 15, skal du kontakte klinikken.

Nakkefoldskanning og doubletest:
Du skal selv booke tid til nakkefoldskanning. Du skal gå ind på nakkefold.dk. Her skal du taste sidste menstruations første dag ind, og bliver herefter præsenteret for en række ledige tider du kan vælge. Du bliver bedt om at komme til blodprøve 1-2 uger før din tid. Prøven kan ikke tages hos egen læge.
Du kan læse mere om nakkefoldskanning på Patienthåndbogen på sundhed.dk- søg Nakkefoldskanning og doubletest.
Ved nakkefoldskanningen får du automatisk tid til misdannelsesskanning som omkring uge 18.

Vitamin tilskud:
I Sundhedsstyrelsens folder “Sunde Vaner”, side 8 + 9 kan du se, hvilke vitaminer og mineraler du skal tage og fra hvilken graviditetsuge du skal gøre det.
Vær opmærksom på, at dit jerntilskud skal indtages med enten vand eller juice, og at du ikke må spise 2 timer før og efter du taget tilskuddet. Jerntilskud kan give hård mave. Vi anbefaler Aminojern eller Hemojern, som ikke har den samme stoppende effekt på maven.

Træthed og kvalme:
Det er helt normal at opleve træthed og kvalme, specielt frem til graviditetsuge 13. For at reducere kvalmen, kan du forsøge at spise flere små måltider i løbet af dagen. Nogen har glæde af at spise mandler, andre oplever lindring ved lidt ingefær i teen. Hvis du fortsat har kvalme kan du tage et tilskud af B6 vitamin 10-20 mg op til x 3 dagligt.

Information:
Vi anbefaler at du læser folderen fra Sundhedsstyrelsens: “Sunde Vaner”.
Du og din partner kan ligeledes hente følgende APP:
“Gravid – mens du venter”. Lavet af Jordemoderforeningen og Sundhedsstyrrelsen.
“FAR – overlevelsesguiden”. Lavet af komiteen for Sundhedsoplysning
“Min baby – det første år”. Lavet af sundhedsstyrelsen.

Skulle du sidde tilbage med nogle spørgsmål, er du velkommen til at kontakte klinikken.